Portrætfotografering

At indfange og gengive et barns personlighed på et billede er én af de sværeste discipliner. Det kræver de 3 T’er: Tid, tålmodighed og totalt meget arbejde.

Børn og unge

Portrætter af børn og unge har været mit speciale gennem mange år. Alligevel bliver det aldrig gentagelser. Børn er forskellige – levende og spontane små mennesker med vidt forskellige personligheder, der fortjener deres helt egen skildring. Endnu mere udfordrende er de lidt ældre børn – der helst ikke længere vil kaldes børn. Dybde, stærke følelser, facetter i personligheden og en klar holdning til udseendet kendetegner oftest denne gruppe. Det kan jeg ikke fange på et billede, før jeg har lært dem at kende. Derfor tager jeg ikke portrætter på nogle få minutter, men bruger gerne en time eller to.

I studiet og i hjemmet

Naturlige og levende portrætbilleder skabes ikke kun i et studie – de bliver også til derhjemme, hvor det helt personlige og unikke præg kan findes. Skal der tages billeder af mindre børn er det ideelt at tage dem i rammer, hvor de er trygge og afslappede, og hvor de beskæftiger sig med det, som netop er kendetegnende for dem. Dejlige portrætter kan sagtens blive til i haven, på køkkengulvet og i stuen.

I studiet kan vi derimod lege med andre baggrunde, lys og øvrige effekter og skabe de mange forskellige stilarter, som i dag kan indgå i portrætbilleder og som de unge mennesker oftest selv gerne vil have.

Du vælger selv om billederne skal laves derhjemme eller i studie ligesom vi naturligvis også kan lave optagelser andre steder. Jeg har selv mange forslag til gode lokationer både indendøre og udendøre, og har du selv specielle ønsker, er jeg naturligvis meget lydhør.

Ting jeg ikke laver

Jeg får forespørgsler på mange typer opgaver. Jeg er aldrig bange for at sige nej til opgaver, hvor jeg ikke kan levere en vare jeg selv er tilfreds med. Dette omfatter blandt andet følgende hyppige forespørgsler:

Babyer
Fotografering af de helt små børn der har deres 1 års fødselsdag til gode endnu, er ikke min stærke side. Jeg henviser normalt til andre.
Bryllupsfotografering
Der findes rigtigt mange dygtige bryllupsfotografer derude, og hvis de lover ikke at tage dårlige børneportrætter, så lover jeg at lade være med at ødelægge bryllupsbillederne. Men brudeparret skal skynde sig at få nogle børn.
Skolefoto
Hvis der er tale om samlebånds-fotografering af klasser og enkeltportrætter på forventet efterbestilling fra forældrene, så er svaret klart nej. Andre typer opgaver fra skoler og institutioner er naturligvis velkomne.
Grufulde gruppebilleder
Familier siddende på rad og række er noget af det værste jeg ved. Tving mig ikke til det.
Kiksede kulisser
Hvis du ønsker julebilleder med nissehuer, kaner og grimme halmbukke, så er du gået forgæves. Mine øjne kan ikke tåle det.
Marmorerede baggrundsgardiner
Nej, lad dem blive liggende i 1980’erne hvor de hører til.